KNAPP skal levere automationsløsning til Keskos nye logistikcenter i Nurmijärvi

Press Release: Udgivet den in Food

KNAPP er valgt som automationspartner til første fase af Keskos nye logistikcenter i Nurmijärvi i Finland. Løsningen fra KNAPP skal styrke kapaciteten og fleksibiliteten i Keskos forsyningskæde og understøtte virksomhedens vækst mange år frem.

KNAPP skal levere automationsløsningen til Keskos nye logistikcenter, som er under opførelse i Nurmijärvi. I første fase etableres et centralt lager til Keskos foodservice-forretning. Byggeriet blev indledt i begyndelsen af 2026.

Med investeringen styrker Kesko den langsigtede kapacitet og fleksibilitet i virksomhedens logistik. Logistik er i de senere år blevet et stadig vigtigere konkurrenceparameter i detailhandlen. Kunderne forventer hurtigere leverancer, højere leveringssikkerhed og bredere sortimenter, og det stiller nye krav til forsyningskæderne.

”Vi bygger en automationsløsning, der skal kunne understøtte vores forretning i årtier. Derfor var det vigtigt for os at finde en løsning, der ikke bare lever op til vores behov i dag, men også giver os mulighed for løbende at udvikle vores drift i fremtiden,” siger Pekka Tala, Development Director hos Kesko.

Ifølge Tala er de grundlæggende principper inden for logistikautomation på mange områder de samme som tidligere, men systemernes ydeevne og driftssikkerhed er blevet markant forbedret. Samtidig spiller software en stadig større rolle, fordi automationsløsninger i dag kan styre driften mere intelligent end tidligere.

Løsning skal imødekomme flere behov

KNAPP blev valgt som automationspartner efter en længere forberedelsesfase. Kesko og KNAPP har tidligere samarbejdet, og den fælles planlægningsproces bekræftede, at KNAPPs løsning matcher de mål, der er sat for logistikcentret, som effektivt skal kunne håndtere forskellige kundetyper og ordretyper på en fælles platform.

Kesko fremhæver KNAPPs brede teknologiportefølje, stærke forsknings- og udviklingskompetencer samt løsningernes skalerbarhed.

”KNAPP har en stærk forståelse for kundernes behov kombineret med innovative løsninger, samt et godt blik for, hvordan teknologien vil udvikle sig i fremtiden. Et logistikcenter er et flerårigt projekt og en langsigtet investering, og derfor er det vigtigt for os at vælge en partner, der kan tænke fremad og forstå vores behov mange år ud i fremtiden,” forklarer Tala.

Automation supplerer manuel plukning

Løsningen fra KNAPP kombinerer automation med manuelle logistikprocesser. På denne måde udnytter man styrkerne ved begge arbejdsformer, hvor de bedst understøtter forretningens og kundeservices behov. Systemet er designet til at kunne tilpasses fremtidige ændringer og stigende volumener.

Automationsløsningen omfatter automatiseret pallehåndtering, højlagersystemer, shuttle-baseret automatiseret lager til mindre varer, samt vare-til-person-plukning. Tilsammen skaber teknologierne en fleksibel og skalerbar platform, der understøtter effektiv ordrebehandling, høj leveringssikkerhed og fortsat udvikling af logistikken i de kommende år.

”Projektet er vigtigt for KNAPP og markerer begyndelsen på et langsigtet partnerskab med Kesko. Sammen bygger vi en løsning, der imødekommer Keskos langsigtede logistiske behov og gør det muligt for virksomheden løbende at udvikle driften i takt med ændringer i volumener og kundebehov,” siger Rudolf Hansl, Vice President, Food Retail Solutions hos KNAPP.

”Kesko har været en aktiv partner, der stiller krav til planlægningen af projektet, og det har hjulpet os med at udvikle en løsning, der reelt tager udgangspunkt i forretningens behov. Arbejdet har været baseret på Keskos driftsmiljø, vareflow og praktiske behov. Det var vigtigt for Kesko at finde en driftsmodel, hvis funktionalitet kunne dokumenteres i praksis, og her har vi kunnet trække på erfaringer fra lignende implementeringer andre steder i Europa,” siger Tobias Henriksson, Head of Sales & Marketing hos KNAPP.

Den detaljerede planlægning af automationsløsningen begynder i efteråret, mens innstallation af anlægget forventes påbegyndt i 2028. Logistikcentret forventes taget i brug i etaper i løbet af 2029–2030.

Pressekontakt

Kristin Näs
Marketing Manager
KNAPP Nordics
press.se@knapp.com

Nina Firgo
Head of Marketing
KNAPP Systemintegration GmbH
presse@knapp.com

 

photo credit: RE-Suunnittelu Oy